Kaffe med Carina☕️

Vi har drukket en kop kaffe med Carina Sørensen, som siden åbningen af Cutz i 2001 har været en del af salonen. Hun fortæller her lidt om livet som frisør i en moderne salon.

Tilbage i 2001 ringede telefonen. Det var indehaver af Cutz, Helle, der netop havde startet salonen og nu var på jagt efter en dygtig frisør. Det krævede ikke meget overvejelse før Carina sagde ja, og dermed blev en del af teamet på Nørregade, som i dag 17 år senere stadig lever i bedste velgående.

“Jeg blev ringet op af Helle da salonen startede tilbage i 2001 og kunne ikke sige nej til at blive en del af projektet! I dag 17 år efter hænger jeg stadig ved og har ikke en eneste gang fortrudt.” – udtaler Carina.

Carina, der af kollegerne bliver beskrevet som en “snakkende humørbombe,” har altid vidst, at hun gerne ville være frisør. Derfor blev hun oprindeligt uddannet i Aarhus tilbage i 94, hvorefter der blev indsamlet erfaring hos et par mindre frisører og altså i 2001 blev en del af Cutz i Horsens.

Glad når man møder ind

At Carina har været en del af salonen i 17 år er ikke tilfældigt. Det er nemlig de gode kollegaer og glade kunder, der giver den store arbejdsglæde. Carina fortæller:

Når jeg møder ind på arbejde er jeg altid i godt humør. Det skyldes helt klart det gode sammenhold blandt pigerne i salonen og den skønne atmosfære det giver. Den gode atmosfære skyldes at alle er helt sig selv, hvilket kunderne også godt kan lide”.

Det gode sammenhold blandt de ansatte kommer helt naturligt da de også nyder at bruge tid sammen i fritiden. Det kommer til udtryk i form af flere sociale arrangementer som at spise og tage på udflugter sammen.

Alle typer af kunder

Carina betjener alle typer af kunder i salonen. Flere er faktisk faste kunder igennem 24 år, som stadig nyder at komme i den behagelige frisørstol på Nørregade.

Jeg har både faste og nye kunder i salonen. Jeg nyder at få en god snak uanset hvem der sidder i stolen. Mænd og kvinder, børn og voksne – ja alle typer er velkomne.” – udtaler Carina.

Titlen som den “snakkende humørbombe” betyder også at særligt én kundetype altid går lige i hjertet på Carina – nemlig børn. Carina fortsætter med et smil på læben:

Børn vil altid gerne snakke. Derfor elsker jeg at få en god snak om løst og fast med børnene når de er i stolen. Det gør mig altid glad når jeg kan gøre det at gå til frisør, til en hyggelig ting for børnene frem for en  ting der bare skal overstås fordi mor siger det.

Selvom Carina er har en bred vifte af faste kunder er der stadig ledige tider at finde.
Book din tid hos Carina her.